Tab og identitet

Husk at anerkende

Så kom opringningen fra min søde sagsbehandler, at nu er det en realitet. At jeg er godkendt til fastholdelsesflexjob – vi havde ikke forventet andet.

Bum – vemodigt og uigenkaldeligt.

Jeg havde egentlig bestemt, at når hun ringede, ville jeg huske at fortælle, hvor taknemmelig jeg har været for

  • netop at ”løbe i” hende og hendes kollega, når det nu skulle være og
  • at det jo også på en måde var deres skyld, at jeg overhovedet havde grebet sagen an på den her – rigtigt gode – skulle det vise sig – måde. Fordi en af dem havde ladet døren stå på klem efter en tidligere sygemelding og sagt: kontakt mig, hvis det bærer hen mod en sygemelding igen.
  • hendes venlighed, tålmodighed, omsorgsfuldhed og forståelse ikke kun på mine gode dage men også på de dage, hvor jeg var fuldstændig umulig til at samarbejde.
  • hele tiden at føle, hun var ”på min side”. Jeg ved jo godt, at hun er bundet af et til tider, synes jeg, tåbeligt regelsæt.
  • altid at få en forklaring på, hvorfor hun spurgte og gjorde, som hun gjorde.

Men jeg fik ikke sagt ret meget. Var for træt og berørt. Heldigvis har jeg hen ad vejen fået sagt tak men …

En af dagene vil jeg aflevere to smukke buketter på deres kontor med et rigtigt fint kort med de helt rigtige ord.

 

IMG_1963

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tab og identitet