Tab og identitet

I dag er første dag – eller næsten første, den rigtigt første kommer først om en uges tid – i mit ”nye liv”.

Troede jeg ville have følt stor sorg igen, men faktisk føler jeg en utrolig lettelse. De sidste 5-6 år har ellers været fyldt med sorg, synes jeg. Og tab på tab.

Først tab af min mor, som tillod sig ret pludseligt at dø fra os. Vi nåede slet ikke at tænke et ”farvel”, et stort tab og en stor sorg. Fire måneder efter ramte det første lille vink til, hvor livet skulle bevæge sig henad de næste 5-6 år. Tab af mit gode helbred og energi. Fra at være fuldtids, ude-hårdtarbejdende mor (som så mange andre) og masser af travl fritid med børn, hus, have, hund, mand, bøger, patchwork, billedkunst på hobbyniveau, pap og kort og sten og så videre. Tab af mig. Til nu: indstilling til fastholdelsesflexjob maks. 6 timer ugentligt………………….

Det har været en lang og svær rejse. Jeg tabte min identitet og skulle til at skabe en ny ”mig”.  Og i den forbindelse rystede – ikke overraskede – det mig, hvor stor en andel, og jeg mener kæmpestor andel af identiteten, der ligger i vores arbejde. Det burde ikke komme bag på mig, for når vi møder nye mennesker, hvor ofte er indgangsreplikken så ikke : ”Nå, hvad laver du så?” (hvad arbejder du med?) – Og automatpiloten svarer straks : ”Jeg arbejder med/som …..” (det var da det, du spurgte om? ….) Og sjældent: Jeg interesserer mig for musik/syr/maler, nyder mine børn og alt det andet, vi også bruger vores liv på.

Nå men nu er det en realitet. Nu bliver jeg ”fastholdelsesflexjobber”…… lyder lidt mere kompliceret end flexjobber. Sjov betegnelse, for hvis der er noget, jeg slet ikke er i jobbet, så er det flex(ibel). Dårlig indgangsreplik!

Nåe… det er jobbet, der skal være flex-(ibelt) i forhold til mig????   Jeg kunne prøve en ”jeg arbejder i et flex(ibelt) job”.

Jeg kan også nøjes med at sige, at jeg arbejder på sygehuset. Og så er jeg stensikker på, at der alligevel kommer uddybende spørgsmål omkring, hvad jeg rent faktisk foretager mig der. Og det er også blevet til pinligt lidt.

Men hvorfor egentlig disse dårlige fornemmelser omkring at sige flexjob? Jeg burde ikke være flov over den betegnelse, for det har sørme kostet blod, sved og tårer at nå til den titel. Mange flere tårer og søvnløse nætter end det nogensinde har kostet mig at tage min oprindelige uddannelse og efteruddannelse, som jeg jo egentlig var meget stolt af og godt kunne kendes ved.

Nu må jeg øve mig. Jeg er nået langt i at lære at tage imod hjælp, det var svært. Mit flexjob handler egentlig om lidt det samme. Jeg ved godt, at jeg med mine latterligt få timer på kontoret ikke er i nærheden af at være en givtig investering for min leder. At der er betydeligt mere administration ved at have mig på pladsen end ved at lade være. At jeg kun har det job, fordi lederen hjælper mig og ikke omvendt. Den har jeg ikke prøvet før.

At nogen gider mig så meget, at nogen bruger så meget krudt på det her projekt og bare siger, ”fordi det er dig”….

Er taknemmelig for hjælpen og tålmodigheden igennem det her kaos, det har været. Der er stadig kameler, der skal sluges, men er sikker på, at med tiden finder jeg glæden igen, nu ved at have et job, jeg kan klare, og hvor der stadig er overskud, når jeg kommer hjem til alle de andre sjove ting, som jo også er mig.